matador

Derfor er det sundt at spille

fg43

Det er ikke bare sjovt at spille spil alene og sammen med andre. Ja, for udover at et kort-, eller brætspil kan være samlingspunkt for hele familien, er det også meget sundt for os at spille spil.

Brætspil, kortspil – alle slags spil!

Spil er ofte bygget på idéen om teamwork, og især for yngre børn, kan spil spille en betydelig rolle i den sociale udvikling. Børn lærer at kommunikere tydeligt, tænke på de andre medspillere og vise hensyn til andre på holdet. Generelt træner spil også de medvirkendes hjerner. Taktikker skal udformes, memory-brikker skal sætte sig fast i ens hukommelse og spilleregler tages i betragtning. Især ens hukommelse styrkes igennem spil, og forskere har fundet ud af, at spil er et god middel mod demens og Alzheimer.  Andre spil handler om hastighed, så man kan sagtens spille med, hvis man er lidt mere utålmodigt anlagt, og på den måde også træne sine reflekser. Lige meget hvad, så kan spil hjælpe med at reducere stress. Ved at spille tillader man sig selv at læne sig tilbage og slappe af for en stund. Dette kan også virke blodtrykssænkende for kroppen.

skak

… Og hvad med videospil?

Videospil har mange af de samme fordele som almindelige brætspil og lignende. Ved at spille videospil trænes også ens hukommelse, strategiske sans, præcision og reflekser. Man vil derudover nok også ofte opleve, at mennesker, som gerne og ofte spiller videospil, har en øget sans for udholdenhed, koncentration, beslutningstagen og ofte også engelskkundskaber. Den virtuelle dimension medfører dog også andre konsekvenser til legen, som frustrerede forældre måske kan nikke genkendende til. Desværre indeholder mange videospil nemlig en stigende grad voldsomt indhold, der hos nogle kan føre til forstyrret opførsel. Derudover bliver et stigende antal mennesker afhængige af videospil og har svært ved at løsrive sig fra skærmen. Det er derfor på mange måder vigtigt at regulere adgangen til og mængden af videospil, så især unge børn ikke bliver udsat for noget, de ikke kan forstå konsekvenserne af endnu. Det kan være en god afveksling for især børn, der er opslugte af videospil, at variere udvalget ved hjælp af nogle bræt-, eller kortspil af og til. På den måde vil børnene lære, at der også findes en verden udenfor spillet, og at man sagtens kan være til stede begge steder på en gang, og have det mindst lige så sjovt som ved videospil.

Familie og venner

Det at spille spil er først og fremmest godt for ens sociale velvære, og at være samlet med sine kære for en stund er den bedste medicin, man kan få. I den digitale tidsalder, hvor digitale forhold og virtuelle venskaber er blevet normen, føler mange af os sig ensomme. Det er derfor enormt forfriskende at kunne være sammen med mennesker i virkeligheden, og på den måde dyrke de sociale kontakter, som vi allesammen trænger til en gang imellem. Spil kan på den måde også modvirke psykiske sygdomme som for eksempel depression og angst. Spil kan fungere som centrum for en sammenkomst, og på den måde samle en gruppe omkring en fælles aktivitet. Alle kan deltage. Spil kan motivere, løsne spændinger i kroppen og trække på smilebåndene. Så næste gang du skal invitere dine venner til middag, så prøv at placér et Ludo-spil på bordet og se, hvad der sker. Nostalgien vil helt sikkert overvælde dine gæster, og det vil udvikle sig til en lang aften med højt humør.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *